Parodontose

Parodontose er en langsomt fremadskridende kronisk betændelse i tandkødet omkring tandhalsen, der får kæbeknoglen til at trække sig tilbage. Tanden bliver mere og mere løs og falder til sidst ud.

Det begynder som en tiltagende forværring af en overfladisk tandkødsbetændelse. Tandkødet bliver slapt, og tandstenen trænger dybere og dybere ned, mens knoglen viger tilbage. Da der til sidst ikke er noget at holde fast i, falder tanden ud.

Den 100 år gamle tese om at en betændelse eet sted i kroppen, f.eks. fra en tand, kan sprede sig til andre steder i kroppen, ser nu ud til at have en betydning for udvikling af blodprop i hjertet. Personer med udbredt parodontose (tandkødsbetændelse) har ifølge engelske undersøgelser 3 gange så stor risiko for udviklingen af blodprop i hjertet, som personer med sundt tandkød.

Så der er tilsyneladende god grund til at holde sit tandsæt sundt uden farlige bakterier, idet disse kan gå med blodbanen til hjertets kranspulsårer og her medføre tilstopning.